Hans Jørgen Juhler

Carl Baggers Alle 23. 2920 Charlottenlund

TLF: 29 25 92 87.    MAIL

Hjælp din partner efter din utroskab.


De fleste, der er utro, overraskes af den katastrofe der opstår efter at utroskaben er afsløret. Har du haft en affære, men fortryder og gerne vil redde dit parforhold, så lad ikke misforståelser ødelægge det for dig, men læs denne artikel og forstå, hvordan du kan hjælpe din partner med at hele det sår du har skabt.



Jeg vil fortælle dig om forskellen i adfærd hos de, for hvem det lykkes at hele sår og genopbygge forholdet, og hos de, for hvem det ikke lykkes, og hvor parforholdet opløses efter utroskab.



Forstå det forkerte i din adfærd: De fleste begynder først at forstå det, de har gjort, når affæren er afsløret. Umiddelbart har den utro lyst til at forsvinde, gemme sig, og det omsættes ofte til et forsøg på få handlingen til at se lille og ubetydelig ud. At finde undskyldninger.



De, der lykkes i at redde forholdet, står ved deres sårende handlinger. Du skal sætte ord på det du har gjort, så det kan høres, at du står ved det. Hvis du skal gøre dig håb om igen at opnå din partners tillid, så må du undgå forklaringer, der lyder som dårlige undskyldninger i din partners ører og i stedet vedstå og sætte ord på det, du har gjort.



Forstå din partners smerte: For din partner er din utroskab sikkert traumatisk. Det betyder, at der er kaos og smerte, så det er svært at være i det. Det skaber vilde tanker og måske billeder, som vender tilbage og tilbage. Følelser og smerte bølger og kan udløses af alt muligt, oplevelser, tanker, dine ord og handlinger. Der er måske eksplosiv vrede. Der er spørgsmål, som kører i ring. Det er mistillid og usikkerhed.



Du må forstå, at det kører i ring, vender tilbage og vender tilbage. Det er ikke en fejltagelse, det er sådan det er for din partner. Du må prøve at forstå det og udtrykke din forståelse. Bliver det for meget, så be om en pause, men vend tilbage.



Hvad har du lært? Afsløring af utroskab fører som regel til en øjenåbner, som ofte kommer for sent. Når det hele er faldet på gulvet og der er mere ro, så opdager du måske, som nu er for sent at du har lært noget. Så mærk efter allerede nu og i den nærmeste fremtid: Hvad har du lært af at være utro, og sæt ord på det overfor din partner.



Jeg giver dig nogle forslag, så kan du måske afgøre, hvad der er rigtigt for dig eller finde frem til det, der er rigtigt for dig:



Din partners reaktion og din egen rædsel er et tegn på hvor betydningsfuldt et kærlighedsforhold er. Et tegn på, hvor meget din partner betyder for dig, og hvor meget du betyder for din partner.



Du har faktisk også svigtet dig selv, ikke alene ved at såre din partner så meget som du har, men også fordi du ikke er en snyder og en løgner. Det er det, der presser dig voldsomt nu, at du ser dit eget bedrag i din partners øjne. Det er smerteligt og du kan være tilbøjelig til at flygte fra den oplevelse, men bliv stående i det og erkend, at du har snydt og løget. Det at tage ubetinget ansvar for det vil give dig styrke og hjælpe din partner. De der ikke lykkes med forholdet efter utroskab flygter ofte fra ansvaret og finder på undskyldninger.



Efterhånden som du finder ud af, hvad du har lært, så fortæl det så godt du kan til din partner. Det hjælper jer begge.