Warning: session_start(): Session cannot be started after headers have already been sent in /customers/5/d/a/parterapi.info/httpd.www/utroskab/brevkasse-utroskab/brev7-utroskab.php on line 25

Hans Jørgen Juhler

Carl Baggers Alle 23. 2920 Charlottenlund

TLF: 29 25 92 87.    MAIL

Sex-afhængighed og utroskab


Kære Hans Jørgen


Jeg opdagede at min mand efter 26 år samliv havde været mig utro igennem 4 år med prostituerede. Min verden brød sammen. Vi flyttede fra hinanden et år. Han gik på klinik for sex afhængige og jeg var i en gruppe for pårørende. Vi gik der i marts til juni.

Nu bor vi sammen igen og det er ok, men ind imellem bliver jeg så ked af det og det forstår han ikke. Det sker, når han får nogle vredes udbrud, for så tænker jeg, om han stadig går de steder, for sådan var han også, da jeg opdagede det.

Jeg fandt ud af utroskaben fordi han altid sad med sin telefon og han var væk da jeg kom tidlig hjem en aften fra mit aftenarbejde. Jeg kunne se han havde været på nettet og søgt på dem. Jeg spurgte om han havde ringet til dem. Det havde han ikke, sagde han, men jeg kunne bare gå ind på telefon-hjemmesiden og se det. Det vidste han ikke. Han havde ringet til mange. Under pres indrømmede han, at han havde været sammen med andre kvinder. Han lovede ikke at gøre det mere.

Så gik vi på klinik, men imens vi var der havde han alligevel haft kontakt. Vi har så givet det en chance til, men jeg er i tvivl nogle gange om han stadig går der. Han vil ikke tale om det mere. Da vi flyttede sammen igen måtte jeg ikke se hans telefon for når han sagde han ikke var der ,så var han det ikke. Jeg skulle bare tro ham. sagde han. Jeg sagde det havde jeg ikke kunnet i 4 år så han skulle hjælpe mig med at få tillid igen. Men han skulle ikke stå til regnskab over for mig, sagde han. Jeg prøver at glemme det, men jeg kunne ønske mig, at han taler pænere til mig.

På forhånd tak

K

-----------------------------

Kære K


Det er voldsomt for jer begge at være havnet i din mands afhængighed. Jeg tror sex-afhængighed rammer rigtigt dybt fordi det både er afhængighed og svigt med utroskab på samme tid. Det er meget svært for jer begge. For dig at opleve begge fænomener må være chokerende og virker sikkert håbløst. Du gik jo også i første omgang. For din man må det være chokerende at miste kontrollen over sig selv. Ikke at kunne stole på sig selv.

Din mand har gået i behandling for sex-afhængighed og du har været med i en gruppe for pårørende til afhængige. I mit svar vil jer derfor have fokus på jeres samspil efter behandlingen.

Din mand har været utro og der er svært for jer nu. Du kan blive ked af det og har mistillid til ham. Han forstår ikke, at du er ked af det og han bliver vred. Han siger du kan stole på kam nu og han bliver frustreret over den mistillid. Du er i tvivl om han stadig er utro og han vil ikke have, at du kontrollerer telefonen og andet, hvilket sikkert øger din mistillid.

Det bliver et negativt samspil, hvor I forstærker hinandens reaktioner og ubehag. Det ser ud som om I hænger fast i en negativ spiral som er uholdbar i længden, for i tæres begge af det. Det, der kunne hjælpe jer, var om I kunne mødes i det og prøve at forstå hinanden. At opleve sig mødt og set i jeres situation er helt afgørende. Jeg vil prøve at hjælpe jer på vej ved at fortælle jer, hvad jeg synes sker bag facaden. Det er en tolkning og det er ikke sikkert den er rigtigt. Derfor må I mærke efter, om det er rigtigt for jer og kun bruge det for jer rigtige.

Jeg tror du bag facaden er bange. Bange for at det sker igen og at du igen bliver så såret. Bange fordi du sikkert ved, at så går det hele i opløsning og mister den, du så gerne vil og har kæmpet for at få et liv med. Angsten gør, at det er rigtigt svært for dig at bedømme, om du kan stole på ham, for du mærker sikkert dårligt angsten før du har lagt den over i ham i mistillid og tilbøjelighed til kontrol. Prøv om du kan mærke, at du er bange og se om du kan tale med ham om det. For din mand vil der være en helt afgørende forskel på, om han oplever mistanke og kontrol eller om han kan få øje på din angst og se sin mulighed for at hjælpe dig.

Din mand kæmper med sin selvforståelse, tror jeg. Afhængigheden lægger så megen pres på selvforståelsen, at man ofte lyver for både sig selv og andre. At være konfronteret med det er voldsomt.

Efter behandlingen for afhængighed er han videre må vi regne med. Men stadig er det meget sårbart. At opleve mistillid og kritik er dybt provokerende i det hele taget og for din mand det rammer netop det ømme punkt. Det er imidlertid ikke presset på han selvforståelse du mærker. Du mærker hans vrede og kritik af din mistillid og tilbøjelighed til kontrol.

Han bliver vred, for det opleves som om det hele nu kommer fra dig. Hvis bare du nu kunne forstå ham og stole på ham var det hele i orden. Du bliver bange og angsten kommer netop frem i mistillid. For dig opleves problemet at være ham. Hvis bare han var til at stole på. I er fanget i en negativ spiral.

I kunne starte med en snak om det, der ligger bag, så I har mulighed for at tage ansvar for det. Hvis det er for dig som jeg beskriver, så kunne du sige til ham: “Jeg bliver så bange og jeg er ked af, at det kommer ud som mistillid og kontrol. Jeg har brug for din hjælp til at dæmpe min angst.” Så kunne I tale om, hvad han kunne gøre for at hjælpe, startende med, at han hører om dit problem at høre, at du tager ansvar for det.

Hvis han læser dette og det er for ham, sådan som jeg skriver, så kunne han sige til dig: “Jeg er ked af, at jeg har såret dig og været utro. Jeg kan godt se nu, at du er bange. Jeg er også bange, for mistillid og kritik presser mig. Jeg har været langt ude i afhængighed og det har gjort mig sårbar. Jeg kunne ønske, at jeg kunne hjælpe dig, men jeg ved, at er dette mønster i spil, så er det nok det aller sværeste for mig.”

At handle på den indsigt, når mønsteret mellem jer er aktiveret er nok det aller sværeste, men indsigten vil sikkert dæmpe reaktionerne og en ny samtale, når der er mere ro vil yderligere dæmpe.

Det er en svær proces jeg foreslår jer. Meget svær. Desuden er det jo ikke sikkert min tolkning er rigtig. I kunne overveje at få hjælp i parterapi.

Med venlig hilsen
Hans Jørgen