Warning: session_start(): Session cannot be started after headers have already been sent in /customers/5/d/a/parterapi.info/httpd.www/parterapi-foelsom-samtale.php on line 13

Hans Jørgen Juhler

Carl Baggers Alle. 2920 Charlottenlund

TLF: 29 25 92 87.    MAIL

Den svære samtale.


I det efterfølgende får du nogle gode råd til brug ved svære samtaler i dit kærlighedsforhold.


1) Spejling

Når samtalen er eller bliver svær, så er det vigtigt at bevare roen og få lyttet til hinanden. Spejling, hvor man gentager dét, den anden siger, kan være en stor hjælp. Skal man gentage, så er man tvunget til at holde fokus på det, der siges. Mens man lytter i en svær samtale blander følelser og tanker sig så det kan være svært at holde styr på, hvad den anden sagde og hvad man selv tænkte. For den, der fortæller, kan det give ro, at man hører, at det man siger også er det der høres. Ofte under svære samtaler er den anden tilbøjelig til straks at fortsætte med sit eget, når den første er færdig med at tale eller ovenikøbet før man er færdig. Det giver en oplevelse af ikke at være hørt.


Den, der fortæller, må være opmærksom på, at det er en svær opgave at spejle. Tal i få sætninger af gangen og lad så den anden gentage. Lyt efter gentagelsen. Den skal ramme det rigtige sted hos dig. Det kan være, at der bruges andre ord. Det er i orden, men pas på at det lyder helt rigtigt for dig. Ellers er der måske misforståelser. Sig: “Nej, det jeg sagde var …….” Eller hvis der er som du sagde, men nu kan du høre, at det kan siges bedre, så sig: “Nej, det jeg mente var …..” Husk, at gentagelsen er et tilbud til dig. Hør det som et tilbud.


Den, der lytter, gentager indtil den anden ikke har mere at sige. Giv derefter gerne et resume og sig: “Er det essensen af det du sagde?” Tolk ikke, men hold dig til det, den anden sagde.


2) Tag ansvar.

Tag ansvar for dit eget. Vær opmærksom på hvordan du oplevede det og udelad kritik af din partner. Sig f,.eks. “Jeg oplever mig kritiseret, når du siger sådan til mig, og det er svært for mig at lytte til.” Og ikke: “Du kritiserer mig altid.” Vær opmærksom på, at kritik ofte lukker kanalen. Du kan fortælle meget godt om dig selv, men slutter med kritik. Du kan være sikker på, at den anden kun hører kritikken og ikke alt det andet gode du sagde. Sig: “Jeg kunne ønske mig, at vi gik ud lidt oftere.” og ikke: “Du inviterer mig aldrig ud.”


Har du gjort eller sagt noget du fortryder, så pas på med bortforklaringer, men stå ved at du ønsker du havde gjort det anderledes. Der er himmel og helvede til forskel. Sig: “Vi aftale, at jeg skulle købe ind på vej hjem. Undskyld jeg ikke har fået det gjort. Jeg skynder mig nu at få det gjort.” Sig ikke: “Der var så meget på arbejde og chefen var umulig. Så derfor glemte jeg det.” Læg mærke til forskellen i dig selv, om du gør det ene eller det andet. Står du rent ved dit ansvar, så giver det dig styrke, men du bliver svag ved at undskylde og ikke tage ansvar.


3) Opgiv at have ret!

En besværlig samtale, der ofte kan vende tilbage, er om hvem der sagde hvad. “I går aftes sagde du …. Det sårede mig.” Og den anden svarer: “Nej, det gjorde jeg i hvert fald ikke. Jeg sagde ….”.


Hukommelsen er ikke helt så sikker som man kunne ønske og at ville have ret i sådan en situation gør livet besværligt for jer begge. Forestil dig istedet samtalen sådan: “Så vidt jeg husker sagde du i går …… Det sårede mig.” Den anden siger: “Det er muligt jeg fik sagt det sådan, men det er slet ikke det jeg mener. Det jeg mener er ……. Tak fordi du gjorde mig opmærksom på det.”


4) Vær respektfuld

Gensidig respekt er fundamental i kærlighedsforhold. Der findes ikke gode grunde til at blive grov og aggressiv. Har du problemer med at blive overvældet af svære følelser i konflikter, så tag det alvorligt og få snakket om det. Bé evt. din partner hjælpe dig. Det kunne være ved at du fortæller din partner, hvad vedkommende kan sige til dig, når det sker. Noget du kan tage imod så du kan stoppe. Stop op. tæk vejret dybt nogle gange og mærk efter, er du klar til at fortætte respektfuldt nu, eller har du brug for mere pause. Start selv med at lytte til din partner når du igen er klar.


5) Lyt

Lyt til din partner og vis, at du lytter. Ofte kan man være tilbøjelig til at afbryde eller til at gå i gang med sit eget så snart den anden er færdig. Vis at du har hørt, det der er sagt, inden du selv går i gang. Eller kan din partner opleve ikke at være hørt og der er pinefuldt.


6) Tal om dig selv.

Tal om dine egne oplevelser, følelser og forestillinger. Undgå at kritisere din partner.


7) Pas på dig selv.

Overanstreng ikke dig selv i en svær samtale. For så gør du det måske værre for jer begge. Be' hellere om en pause. Aftal pausens længde og vend til bage efter pausen, klar til at lytte til din partner. Sig f.eks. “Jeg vil gerne, at vi holder en pause. Jeg vil gerne gøre det her godt, så giv mig en pause på 10 minutter, så vender jeg tilbage og kan bedre lytte til dig.”



copyright © 2016 Hans Jørgen Juhler



Parterapeut Hans Jørgen Juhler
Carl Baggers Alle 23. 2920 Charlottenlund
  Tlf. 2925 9287.   post@hjjuhler.dk