Kærlighedens danse

Hans Jørgen Juhler

Carl Baggers Alle 23. 2920 Charlottenlund

TLF: 29 25 92 87.    MAIL

Kærlighedens danse

Den, der kan løfte dig til himmelske højder, er også den, der kan få dig til at styrte til jorden, så du slår dig. Der er to sider på kærlighedsmedaljen.

I de gode stunder er der god kontakt. Du oplever dig betydningsfuld for den anden. Oplever dig elsket og begæret. Der kan du være dig selv. Der glæde og energi. Problemerne er overskuelige og livet værdifuldt. Du er mere sikker på dig selv og møder andre med større åbenhed og sikkerhed. Det er ikke her du spørger om livet har mening. Det er "den kærlige dans".

Men jeg ved fra min parterapi, at medaljen også har en bagside. Når man er mere usikker og kontakten er følsom, så kan ens partner få een til at ramme jorden, så man slår sig. Ofte er det nok, at den anden vender hovedet væk på det rigtige tidspunkt eller kommer med en lille tilsyneladende skødesløs bemærkning. Man havner i et destruktivt samspil, som er lige modsat den varme kærlige dans. Her mister man energi og glæde. Bliver usikker på sig selv og mere lukket og i forsvar. Samspillet blive svært.

Det ser ud til, at denne følsomhed følger med, når der kan være nærhed og varm kontakt. Det hænger bl.a. sammen med, at det er her vores identitet er mest sårbar. Når vi er sikre og trygge i kontakten med partneren, så kan sådanne øjeblikke klares. De kan ovenikøbet bruges til at bringe os tættere sammen. Være sjove og livgivende. Men er vi usikre og kontakten følsom, så er disse øjeblikke som et hårdt spark over skinnebenet. Øjeblikket kan sætte hele forholdet i flammer, eller lægge det på is. Det er det jeg i min parterapi kalder "den dæmoniske dans”. Hovedsagen i min parterapi er oftest at hjælpe parret til at forstå hinanden og dansen bedre.

Jeg oplever i min mit virke som parterapeut, at der er tre "dæmoniske standarddanse" og dem vil vi se på her. Måske kan I genkende jeres dans og så kan det hjælpe jer til at lære, at skifte tilbage til den kærlige, varme dans. At kunne hjælpe hinanden ud af den dæmoniske dans er helt afgørende i et kærlighedsforhold, for eller kan den "dæmoniske dans" blive mere eller mindre kronisk og tappe forholdet for glæde og energi. Der er netop dette skift fra dæmonisk dans til den kærlige dans der er væsentligt side af min parterapi.

med tydelig forurettethed og aggression i stemmen: ”Om jeg forstår, at du kan sende Albert i skole med en sådan påklædning. Det er for koldt for ham og hvad tror du ikke lærere og de andre børn tænker?”. Søren, hendes mand, ruller med øjnene, sukker og siger: ”Uanset, hvad jeg gør, så er det forkert. Dit pyller og din overvågning er dårlig for børnene. Du er selv en frossenpind og det går ud over børnene!”. Det stopper ikke her. Nu bringes alle mulige fortidige situationer i spil. Efter et kvarter slutter skænderier, men stemning er tung og ladet med negativ energi. Den holder sig hele aftenen og dagen efter.

Det, vi her oplever mellem Lotte og Søren, er det jeg hyppigst støder på i parterapi. Jeg kalder den dæmonisk standarddans for: "Hvem har ret?". Den kan holde parterne i arms afstand. De to bebrejder og kritiserer gensidigt hinanden. Det er en dans, som gentager sig og gentager sig for Lotte og Søren. Formålet er egentlig for begge parter selv-beskyttelse, men bevægelsen bliver beskyldninger, angreb og anklager. Det starter med at vi oplever os såret eller sårbare i forhold til vores partner og så mister vi pludselig kontrollen over situationen. Den følelsesmæssige sikkerhed er væk. Vi er i alarmberedskab og gør alt for at genopnå kontrol. Det er nærliggende at se partneren i negativt lys og beskylde og angribe. "Hvem har ret?" kunne nærliggende også kaldes ”det er ikke mig, det er dig”. Når vi er overvældet og ude af kontrol, står med ryggen mod muren, så er det oplagt at gå efter det indlysende. Jeg mærker smerten som du har påført mig. Jeg kan se og føle, hvad du gjorde mod mig. Det er langt vanskeligere at se, hvordan min reaktion påvirker dig. Vi er opmærksomme på hvert dansetrin og på at ”du lige trådte mig over tæerne” og er ikke opmærksomme på dansen i sin helhed. Når det har udfoldet sig over nogen tid bliver både trinnene og mønsteret automatisk. Som at sætte nålen i en grammofonplade. Så spiller melodien igen og vi danser den samme kendte, dæmoniske dans. Første trin i parterapi er ofte at afsløre dansen.

Den næste dans jeg støder på i parterapi (i mit virke som parterapeut) er det jeg kalder: "Forfølger-trække sig". Det er en dans, som kan ses som en reaktion på eller en protest på tabet af sikker kontakt. Den ene presser på for kontakt - det er nødvendigt at få snakket her - men det sker ud fra angst eller panik, og derfor bliver forsøget ofte udfoldet som krav, angreb eller kritik. Den anden part trækker sig. Det kan være i tavshed eller ved at gå sin vej. Det er angreb, krav og kritik, der opleves. Pres og håbløshed. Uanset hvad jeg gør, så ender det i endnu mere kritik og angreb. Han/hun trækker sig, bliver tavs, men i panik og det udfolder sig så det opleves af den anden som en afvisning, en kold skulder. Altså lige det modsatte af, hvad den anden havde brug for. Det er som ved ”hvem har ret”, nemlig at de to reaktionsmåder gensidigt forstærker hinanden. Jo mere der presses på, des mere lukkes der af. Jo mere der lukkes af, des mere presses der på.

Den tredie standarddans kalder jeg "trække sig - trække sig". Den optræder ofte når "forfølger - trække sig" dansen har stået på i nogen tid i forholdet. Begge er ved at give op og fryser behov for kontakt ned. Tilbage bliver afstand og lukkethed. Begge træder tilbage for at undgå at blive såret. Der bliver tavshed eller snakken begrænses til det praktiske. Der er ingen på dansegulvet. Nu er det ved at være sidste udkald til parterapi.

Erfaring fra parterapi:

Alle bliver i et eller andet omfang fanget ind i en af disse danse. Jeg har i parterapi erfaret, at dansene kan forekomme i ret ren form, men også blandet så det kan veksle mellem de danseformerne afhængig af situationen. For nogle, som er ret sikre i forholdet, bliver det en ubehagelig dans, men en dans, som kan styres og læres at takle. For andre, som lever i mindre sikre forhold, bliver dansen en mere og mere almindelig respons. Efter hånden skal der kun en lille antydning af negativitet til fra den ene part for at dansen gå i gang. Det underminerer og forgifter forholdet, og blokerer alle forsøg på at reparere eller skabe kontakt.

Vi har kun to muligheder for at beskytte os selv når kontakten eller personligheden trues og vi ikke oplever os sikre. Den ene er at trække sig fra engagementet. Dvs at lukke ned for behovet for kontakt og trække sig tilbage. Den anden er at lytte til angsten og kæmpe for anerkendelse og reaktion fra den anden. Jeg ved fra parterapi, at ofte sker begge reaktioner i angst og panik og det præger naturligvis udfoldelsen. Reaktionener bliver provokerende for den anden. Konflikten eskalerer.

Hvilken dans danser I?

Er det nok af vide hvilken dans man danser? Nej, det har I sikkert allerede opdaget. Men det er det første og helst afgørende skridt at finde ud af hvilken dans.Det vil også ofte tage noget af kraften ud af dansen. Min erfaring fra parterapi er, at kender man dansen, så begynder man at gøre en ny erfaring.

Næste skridt kan være at være lidt mere opmærksom på dig selv når dansen melder sig. Blive mere klar over, hvornår det er man begynder at bidrage til dansen. Måske efterfølgende få talt om, hvad skete der for os? Jo mere man kender dansen, des bedre kan man hjælpe hinanden tilbage i den kærlige dans. Det er en svær bevægelse og det kan være en hjælp med parterapi i processen.

copyright © 2010 parterapeut Hans Jørgen Juhler

Litteratur: Johnson, S.M. m.fl.: "Attachment processes in couple and family therapy." The Guilford Press, New York 2006.