Kærlighedsforholdet

Hans Jørgen Juhler

Carl Baggers Alle. 2920 Charlottenlund

TLF: 29 25 92 87.    MAIL

Kærlighedsforholdet og parterapien.

Copyright: 2015 Hans Jørgen Juhler.

Himlen åbner sig, når kærlighedsforholdet fungerer bedst. Når vi oplever os mødt, værdsat, betydningsfulde for den anden, elsket og begæret. Og det, vel at mærke, er gengældt.

På tidspunker, hvor vi er mere følsomme, og kontakten er mere usikker, kan vi til gengæld havne i helvede. Vi kan opleve os kritiseret, afvist, ikke forstået, ikke elsket, ikke gode nok. Vi bliver usikre på den andens kærlighed eller på os selv. Det er destruktivt. Vi mister energien, mister glæden.

Een side af det turbulente kærlighedsforhold er tilknytning. De to knytter sig til hinanden. De er afhængige af hinanden, hvis livet skal lykkes. Det er ret smart, for det har i menneskehedens historie været afgørende at holde sammen længe nok til at kunne opfostre børn. Som med andet, der er formet af evolutionen, kan der være en voldsom kraft i det, hvis tilknytningen opleves truet. Det kan blive følelsesmæssigt meget ubehageligt.

Og tilknytningen kan opleves truet. For en anden side af tilværelsen i vor tid er frihed. Frihed til at bygge egen identitet op. Frihed til at være sig selv. Det er et særkende ved vor tid. Vi kan opleve os ufri, fanget, styret i den turbulens der opstår i et kærlighedsforhold. Så passer vi på os selv, for det virker truende for selvforståelsen. Man trækker sig, for at passe på sig selv og det kan af den anden opleves som en trussel mod tilknytningen.

Min parterapi skal hjælpe parret med at få en brugbar erfaring i tilknytningens og identitetens turbulente hav. Så man kan finde tilbage til den sikre havn. Den bevægelse er så afgørende, for som Nina Malinowski skriver:




Du får et eksempel fra parterapi, inden vi går videre med konflikten mellem kærlighed og frihed.

Case: Bente og Carsten (kalder jeg dem):

Vi har haft 4 sessioner, og vi begynder sammen at kende turbulensen mellem dem. Bente kan oplever sig kritiseret og domineret. Hun oplever sig ufri og har svært ved helt at være sig selv. Hun oplever sig klemt og fanget. Meget opmærksom på hvad Carsten forventer for ikke at få kritik. Carsten oplever, at Bente er kunstig i sin kontakt og afvisende. Han bliver i tvivl om Bentes kærlighed og i panik presser han på for at få kontakt.

Fra terapien:

Carsten (C): Jeg synes det virker håbløst. Jeg prøver og prøver, men bliver bare afvist. Hvis du ikke vil mere Bente, så synes jeg du skal sige det lige ud, så vi ikke behøver at gå i dette helvede.

Bente (B): Jeg prøver at vise dig, at jeg vil, men det er bare ikke godt nok. Du er bare sur eller vred hele tiden. Det er rigtigt, at jeg er opgivende, for uanset hvad jeg gør, så tager du ikke imod.

Jeg prøver at lytte til det oprindelige budskab og de oprindelige følelser i det, der siges, men jeg skal have deres hjælp til at afgøre, om jeg hører rigtigt.

Terapeut (T): Hjælp mig. Har jeg forstået jer rigtigt? Carsten du vil så gerne at det kan lykkes og du længes efter at mærke, at Bente også vil dig. Er det rigtigt?

C: Nikker lidt modvilligt.

T: Hjælp mig Carsten. Du ønsker så meget, at Bente er med og du er bange for at hun ikke er det. Er det rigtigt?

C: Ja, det er rigtigt.

T: Bente hjælp mig her. Du prøver at vise Carsten, at du gerne vil ham, men du oplever, at Carsten ikke ser det. Du oplever krav om at gøre det bedre. Det er svært at gøre det, så Carsten er tilfreds. Er det rigtigt forstået?

B: Ja, det er rigtigt.

T: Og så oplever du dig presset og kritiseret?

B: Ja, sådan er det.

Det, der træder frem er hvor gerne de vil hinanden og for Carsten, at angsten for at den anden ikke er med, og for Bente angsten for ikke at gøre det godt nok, for ikke at være god nok. Den angst farver deres møde så Carsten skælder ud og Bente trækker sig for at beskytte sig.

C: (med vrede) Det her er svært at høre på. Jeg synes ikke du er ærlig Bente. Du virker ligeglad med vores forhold. Du har lige vist det: .Du kommer for sent til terapien selv om vi har talt om, at den er vigtig for os. Det ville aldrig ske for mig. Du sløser med det fordi det ikke er vigtigt for dig og du er ikke ærlig med det.

Carsten er tilbøjelig til at fortsætte med at skælde ud, men jeg stopper ham.

T: Lad mig berolige dig Carsten!

Carsten fortsætter. Jeg rykker tættere på ham og hæver stemmen.

T: STOP! Carsten, stop.

Carsten stopper.

T: Carsten, jeg tror du bliver ude af dig selv ved at høre Bente sige hun er med og vil dig. Du synes hun sender dobbeltsignaler ved på den ene side at sige det, men du oplever at hun fortæller noget andet i sine handlinger. Du er bange for at hun ikke er ærlig? Hjælp mig John. Er det sådan du oplever det?

C: Ja, jeg synes hun er dobbelt og utroværdig.

T: Og det gør dig bange og urolig?

Carsten nikker.

Nu er Bente tydeligt ked af det. Tårerne løber ned af kinderne og hun kigger væk med smerteligt udtryk.

T: Det er svært at høre Bente? Du bliver ked af det?

B (Hulkende) Det virker helt håbløst. Jeg prøver, men bliver bare skældt ud. Han tror ikke på mig.

Dette er starten af terapien. Samtalen fortsætter i samme mønster. Carsten ophidset og Bente ked af det. Jeg prøver at sætte ord på, hvad der sker for dem og får dem til at mærke bag reaktionerne. Der falder mere ro på.

Nu er der en halv time tilbage af terapien og jeg opsummerer og bruger et billede på det der sker.

T: Hjælp mig. Jeg ser det mønster vi tidligere har oplevet. Ser I det sammen? Hjælp mig, det er jer der oplever det. Jeg tror, at du Carsten er bange for at Bente ikke vil dig og du bliver bange og ude af dig selv. Din panik kommer ud som bebrejdelser, vrede og kritik. Og du Bente, oplever dig kritiseret og bebrejdet. Det er ikke til at gøre det godt nok. Du bliver fortvivlet og trækker dig.

Jo mere du, Carsten skælder ud, des mene trækker Bente sig og jo mere Du bente trækker dig, des mere skælder John ud. I er fanget i et spil.

Er det også sådan for jer?

Begge nikker.

Vi har været der før. De kender spillet og kan genkende det. Nu er der gået lidt lang tid mellem sessionerne og de er faldet lidt tilbage. De er selv tidligere gået væk fra kløften og dæmonen og har mødt hinanden. Nu vil jeg gerne forstærke den bevægelse. Derfor laver jeg nu en afspænding med dem. Beder dem lukke øjnene og være opmærksom på åndedrættet et stykke tid. Beder dem være opmærksom på, hvor gerne de vil hinanden. Hvor meget de savner varm kontakt. Efter at de har åbnet øjnene igen flytter jeg den til et par andre stole, som står tættere på hinanden. Jeg beder dem tage hinanden hænder og siger til dem, at nu er vi flyttet fra dæmonen og nu har de kontakt. Og det lykkes at få kontakt. Øjnene bliver blanke. Nu er adskillelsen brudt og de kan tale sammen. De mærker hinanden.

I den efterføgende session fortæller de, at hun tog hans hånd, da de gik ud fra mig og hun gav ham et kys. Senere har han taget om hende og svinget hende rundt i leg. De har haft god kontakt. Morgenen før de kom til sessionen var der optræk til en konflikt. De mærkede begge dæmonen, men kom tilbage i kontakt.

Hvad fortæller casen?

Forskansningen mellem Bente og Carsten hedder tilknytning og identitet. Det går ud på at de to er afhængig af hinanden, hvis livet skal lykkes. Der er et bånd mellem dem. De er knyttet til hinanden. De elsker hinanden og vil hinanden. Men netop fordi det hele er så vigtigt for dem, bliver de bange. Carsten bliver bange for at Bente ikke vil ham lige så meget, som han vil Bente. Tilknytningen er truet. Han presser på for at få Bente tilbage og finde tryghed. Forsøget er farvet af hans frygt, og den kommer frem som vrede og pres. Bente oplever sig presse og har svært ved at gøre Carsten tilfreds. Hun blive ufri og er under pres. Hendes frihed er truet. Hun kan ikke bare være sig selv. Hun trækker sig for at skabe sit eget rum. For at være fri af presset. Være sig selv. Med dragers og dæmoners mellemkomst oplever de frygten komme fra den anden. De forstærker hinanden frygt, for jo mere Bente forsøger at få tag i selv selv ved at trække sig, des mere vokser Carstens frygt og han prøver endnu ivrigere at få Bente tilbage. Jo mere John presser på, des mere vokser Bentes behov for at være sig selv og fri fra presset. Jo mere trækker hun sig.

Der er en kløft mellem Bente og Carsten. I kløften bor der drager og dæmoner. Bente og John kan ikke komme over kløften, men graver den dybere fordi de er bange for hinanden. De misforstår, hvad frygten kommer af. De prøver, hver på sin måde, at skabe tryghed. Bente ved at trække sig. John ved at presse på. Men frygten kommer ikke af en trussel fra den anden. Frygten kommer af adskillelsen. Derfor nytter det ikke at gøre adskillelsen dybere. For det modsatte af frygt er ikke tryghed. Det modsatte af frygt er åbenhed og kontakt. Det forstærker kun frygten, hvis kløften graves dybere af krav om tryghed.

Bente og Carsten lærer dragerne og dæmonerne at kende. De ser og mærker forskellen på de reaktioner de viser hinanden og den frygt der ligger bag hos dem begge. De ser, hvordan de graver kløften dybere i forsøg på at skabe tryghed for sig selv. De gør en afgørende erfaring sammen, nemlig at frygten for hinanden ikke overvindes ved hver for sig at søge tryghed, men derimod ved sammen at søge kontakt og sammen at åbne sig for den anden. Det er gensidigheden der gør det muligt. Jeg skal se mig selv i dine øje, ellers kan jeg blive i tvivl om min egen eksistens.

Det er afgørende, at det er en erfaring de gør, for når livet bliver svært, så er det den erfaring vi har med os, der tæller. Vi kan tænke os til meget og vi kan læse os til meget. Vi kan lytte til andres erfaringer. Men når tilknytningen er i fare eller identiteten opleves truet, så er det vores egen erfaringen der sætter sig igennem i reaktioner og handlinger.

Dragerne og dæmonerne har en vældig kraft og indflydelse fordi de giver os en “erfaring”. En erfaring, der fortæller os hvor umulig den anden er. Hvor håbløst det er at kæmpe. Hvor håbløst det er at ændre den anden eller at blive forstået. Hvor håbløst det er at få plads her og kunne være sig selv. Fra konflikt til konflikt styrkes “erfaringen” så reaktionerne bliver stærkere med tiden. Vi er havnet i en negativ spiral.

Erfaring er ikke oplevelser. Erfaring er det, vi ser i oplevelserne. Erfaringen fra dragers og dæmoners spil er, at frygten kommer af truslen fra den anden. Men truslen kommer af adskillelsen. Når først vi ser og oplever det, sådan som Bente og John gjorde sidst i terapien, så kan vi starten med at gøre en ny erfaring. Erfaringen med drager og dæmoner er falsk, for vi misforstår, hvor frygten kommer fra.

I et kærlighedforhold kan der naturligvis være alle mulig problemer. Men uanset problemet, så er kontakten afgørende. Alle kender det. Oplever jeg mig forstået, mødt og set? Kan jeg være mig selv? Oplever jeg mig fri? Opleve jeg mig elsket? Hvis ja, så kan vi tale om alt. Så er der ikke det problem vi ikke sammen kan løse. Oplever jeg mig elsket, værdsat, betydningsfuld for dig, respekteret, så kan jeg det hele. Problemerne bliver overskuelige. Min energi vokser. Min glæde og livskraft vokser. Jeg stoler på mig selv. Jeg møder andre med mere selvtillid.

Men falder vi ud af kontakten, og graver kløfter, så vendes alle pile. Så kan jeg ikke tale med dig. Så mister jeg min energi. Så mister jeg mit livsmod.

Derfor er der to områder i min parterapi, som er afgørende. At mærke betydningen af at være i kontakt. Gøre erfaring med det. Og ikke mindst at få øje på dragerne og dæmonerne, så der kan åbnes for erfaring med at hjælpe hinanden tilbage i kontakt, når den mistes.